Spring over hovedmenu

Beskyt jer mod asbeststøv

I Danmark og resten af EU er det forbudt at bruge byggematerialer, der indeholder asbest. Men asbest kan fortsat findes i bygninger, der er opført før 1990, og kan udgøre en alvorlig sundhedsfare. Arbejde med nedrivning kræver, at virksomheden er autoriseret, og uanset typen af arbejde skal medarbejderne have gennemført en særlig sikkerhedsuddannelse.

Hvis du får asbeststøv i lungerne, kan du fx risikere at udvikle lungekræft eller lungehindekræft. Når I arbejder med asbest, skal I derfor begrænse udviklingen af asbeststøv mest muligt, og I skal sørge for, at der ikke bliver spredt asbeststøv til omgivelserne.

Afskærm arbejdsområdet

Ved asbestarbejde, hvor der forekommer støv i et væsentligt omfang, skal I afskærme arbejdsområdet med plastik, så det bliver støvtæt. Arbejdsområdet skal samtidig ventileres mekanisk, så der dannes undertryk, og adgang til området skal ske gennem en luftsluse.

Beskyt jer med personlige værnemidler og gør rent

I skal beskytte jer med egnede værnemidler, fx støvafvisende dragt, åndedrætsværn, handsker og fodtøj. Det er arbejdsgiveren, der skal sørge for værnemidlerne.

Før I holder pause og før I tager hjem, skal I rengøre jer. Hvis I river asbest ned, skal I gå i bad, før I forlader arbejdsstedet. I skal også gøre arbejdsområdet grundigt rent for asbeststøv, før arbejdet afsluttes.

Håndter asbestaffaldet forsvarligt

I skal opbevare og fjerne affaldet fra jeres arbejde i lukket, tæt emballage, der er mærket med oplysning om, at det indeholder asbest. Støvende asbestaffald skal befugtes. Bortskaffelse af affald skal ske efter reglerne i miljølovgivningen. Spørg kommunen, hvor og hvordan affaldet kan afleveres.

Højtryksspuling af asbest er forbudt

Det er forbudt at højtryksspule asbestholdigt materiale. Det betyder bl.a., at I ikke må rense asbesttage ved at højtryksspule dem.

Vigtig viden for arbejdsgivere

Undersøg, om der er asbest i bygningen

Inden I begynder et arbejde i en bygning opført før 1990, skal du sørge for, at der er lavet en forundersøgelse af, om der er asbest i bygningen. Det gælder fx fliseklæb, gulvspartel, vinylgulve, rørisolering, loftplader samt tag- og facadebeklædning.

Din virksomhed skal være autoriseret for at nedrive asbest.

Nedrivning af asbestholdigt materiale må kun udføres af virksomheder, der er autoriseret til det af Erhvervsstyrelsen.

På Erhvervsstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan en virksomhed bliver autoriseret, og du kan se en liste over autoriserede virksomheder:

Autorisation

Autorisationsregister

Dine ansatte skal have gennemgået en uddannelse i at arbejde med asbest.

Personer, der arbejder med asbest, skal have en særlig uddannelse. Uddannelsen afhænger af, hvilken type asbestarbejde de skal udføre. 

Anmeld arbejdet til Arbejdstilsynet

Inden I går i gang med et asbestarbejde, skal I anmelde arbejdet til Arbejdstilsynet:

Anmeld arbejde med asbest

Vigtig viden for ansatte

Der er krav om autorisation til at nedrive asbest
Nedrivning af asbestholdigt materiale må kun udføres af virksomheder, der er autoriseret til det af Erhvervsstyrelsen.
På Erhvervsstyrelsens hjemmeside kan du se, om den virksomhed, du arbejder for, er autoriseret:

Autorisationsregister

Du skal have en uddannelse i at arbejde med asbest

Hvis du skal arbejde med asbest, skal du have gennemført en særlig uddannelse. Uddannelsen afhænger af, hvilken type asbestarbejde du skal udføre.

Hvis du har dine kvalifikationer fra en uddannelse, du har taget i udlandet, skal dine kvalifikationer anerkendes af Arbejdstilsynet.

Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

Find AMU-uddannelse

Personer, der skal udføre autorisationskrævende nedrivning af asbest, skal gennemføre en 4-dages AMU-uddannelse.

Andet arbejde, der kan medføre udsættelse for asbest, kræver, at medarbejderen gennemfører en 2-dages uddannelse.

Amukurs.dk – Bygge og anlæg

Har du spørgsmål?

Kontakt Arbejdstilsynet

Telefontid:
Mandag - Torsdag: 8 - 15
Fredag: 8 - 14
+45 70 12 12 88

at@at.dk

Sidst opdateret: 13-05-2026