Arbejdspladsvurdering APV
Alle virksomheder med ansatte skal gennemføre en arbejdspladsvurdering (APV) af arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Det er arbejdsgiverens ansvar, at den bliver gennemført, og de ansatte skal inddrages i processen.
Alle virksomheder med ansatte skal gennemføre en arbejdspladsvurdering (APV).
APV-processen handler om at kortlægge virksomhedens arbejdsmiljø, udpege de områder, hvor der er behov for en indsats og udarbejde en skriftlig handlingsplan for løsning af de arbejdsmiljøproblemer, der ikke kan løses med det samme.
Hvad kan virksomheden få ud af en APV?
En APV bidrager til et godt arbejdsmiljø i virksomheden, og det kan have følgende fordele:
- Sparede omkostninger ved ulykker og erhvervssygdomme
- Mindre sygefravær
- Mindre udskiftning blandt de ansatte
- Større arbejdsglæde, motivation og produktivitet.
Hvilke krav er der til en APV?
En APV-proces kan gennemføres på mange måder, og I afgør selv, hvordan I vil gribe det an. I kan fx dele APV-arbejdet op i arbejdsmiljøemner, som ergonomi, psykisk arbejdsmiljø m.v., eller I kan gennemføre processen afdeling for afdeling.
Uanset hvilken metode I vælger, skal I sørge for at beskrive, hvordan I har planlagt og gennemført APV’en. Formålet er at understøtte, at jeres APV-proces er systematisk og velovervejet.
Derudover er der 4 elementer, som altid skal indgå i APV-processen:
- Afdæk virksomhedens arbejdsmiljøforhold og vurder arbejdsmiljøproblemer og risici
- Vurder, om der er forhold i arbejdsmiljøet, der kan medvirke til sygefravær
- Lav en handlingsplan, hvor I beskriver problemernes alvor og omfang, samt hvornår og hvordan de skal løses
- Gennemfør handlingsplanen og følg op på, om løsningerne har den ønskede effekt.
I skal gennemføre en APV-proces, når der sker ændringer i arbejdet, i arbejdsmetoder eller arbejdsprocesser, som kan have betydning for arbejdsmiljøet. Derudover skal I sørge for, at I - som minimum - afdækker og risikovurderer alle virksomhedens arbejdsmiljøforhold en gang hvert tredje år.
Handlingsplanen skal være tilgængelig på virksomheden, så både medarbejdere, ledere og Arbejdstilsynet kan læse den.
Arbejdstilsynet skal ikke godkende APV’en, men fører tilsyn med, at APV-processen bliver gennemført efter lovgivningens krav. Din virksomhed kan få et påbud om at gennemføre en APV, hvis den ikke har gjort det, eller hvis APV’en er mangelfuld.
Arbejdsmiljøorganisationen skal inddrages i hele APV-processen. Hvis virksomheden har 9 eller færre ansatte, er der ikke krav om en arbejdsmiljøorganisation, men en repræsentant for de ansatte skal inddrages i processen.
Læs mere om krav til samarbejdet om arbejdsmiljø
Værktøjer til APV-arbejdet
Arbejdstilsynet har udarbejdet en række tjeklister, som kan bruges i arbejdet med APV’en. Tjeklisterne er især velegnede i virksomheder med færre end 10 ansatte. De indeholder en række spørgsmål om de arbejdsmiljøforhold, der er typiske for en branche.
Vælg en engelsksproget tjekliste her:
Anlægsarbejde (engelsk)
Færdiggørelse af byggeri (engelsk)
Landbrug, skovbrug og fiskeri (engelsk)
Opførelse og nedrivning af byggeri (engelsk)
Rengøring (engelsk)
Restauranter, pizzaria og andre køkkener (engelsk)
Transport af gods (engelsk)
Transport af passagerer (engelsk)
Tjeklisterne findes også på dansk:
Har du spørgsmål?
Kontakt Arbejdstilsynet
Telefontid
Mandag - Torsdag: 8 - 15
Fredag: 8 - 14
+45 70 12 12 88
at@at.dk