Hvert år sker der alvorlige ulykker, hvor personer i byggeriet styrter ned fra stilladser. Risikoen gælder både stilladsmontører, der opsætter og nedtager stilladserne, og håndværkere, der befinder sig på stilladserne, fordi de fx skal renovere en bygning.
Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at det er sikkert for de ansatte at udføre stilladsarbejdet. I kan fx øge sikkerheden ved at bruge et opskydeligt gelænder eller ved at opsætte stilladset i en sikker rækkefølge. Hvis det ikke er muligt, skal I anvende faldsikringsudstyr med line.
Det er også vigtigt, at der er en forsvarlig adgangsvej på vej op i stilladset, og at I sikrer, at stilladsdækkene er fastholdt, så de ikke forskubber sig eller tipper.
Her kan I læse mere om sikkerhed, når I skal opstille, nedtage eller arbejde fra stilladser.
Når I skal udføre tagarbejde, skal I montere stilladset ved tagfoden med en tæt lodret og vandret skærm, så I ikke kan falde ned. Den lodrette skærm skal mindst være 1 meter høj.
Ved tagarbejde skal I fastgøre stilladset flere steder til facaden. Det samme gælder, når stilladset er inddækket med plast, og
når der monteres el-hejs eller affaldsskakt på stilladserne.
Tilpas afstanden mellem væg og stillads til det arbejde, I skal udføre. Hvis I fx skal montere vinduer, skal afstanden være 10 til 15 cm. Det samme gælder ved pudse- og filtsearbejde.
Afstanden mellem væg og stillads må aldrig overstige 30 cm. Er større afstand nødvendig, skal I opsætte indvendige rækværker.
Har I brug for at kunne færdes under stilladset, skal der være en gennemgangsramme. Husk tæt afdækning.
I må kun opstille stilladserne på et fast og bæredygtigt underlag, og opklodsning må ikke være højere end 20 cm.
Alle stilladser skal have forsvarlige adgangsveje, som fx trapper eller stiger.
Stilladser skal være afstivet, fx med diagonaler.
Stilladsdæk placeret fra 2 meters højde og derover skal altid have fuldt rækværk med hånd-, knæ- og fodlister.
Opklodsning må ikke være højere end 20 cm.
Når I anvender rullestilladser, skal I sikre, at de ikke kan vælte. Følg altid fabrikantens brugsanvisning og tjek fx stilladsets maksimale højde og brug af støtteben.
På rullestilladser, hvor færdsel op og ned i stilladset sker ad lodrette lejdere, må I ikke bære noget i hænderne.
Stilladshjul på rullestilladser skal kunne bremses og være sikret mod at falde ud.