Hvis arbejdsgiveren ikke betaler efter første henvendelse fra fonden, udbetaler fonden et beløb til lønmodtageren eller til den faglige organisation.
Fonden sender herefter en ny henvendelse med en opkrævning til arbejdsgiveren, og samtidig vil fonden opkræve et gebyr til fonden – et såkaldt ekstraordinært bidrag – hos den udenlandske arbejdsgiver, som skal dække fondens udgifter. Gebyret udgør som udgangspunkt 25 procent af den samlede løn, der er fastslået ved den fagretlige behandling.
Hvis den udenlandske arbejdsgiver ikke betaler efter anden henvendelse fra fonden, og fonden derfor skal ud i tredje opkrævning, vil den desuden opkræve gebyr fra den danske hvervgiver. Det vil sige den danske virksomhed, der oprindeligt bestilte arbejdet.
Betaler arbejdsgiveren gebyret, bortfalder kravet om gebyr mod den danske hvervgiver. På samme måde bortfalder kravet om gebyr mod arbejdsgiveren, hvis hvervgiveren betaler.
Hvis en udenlandsk arbejdsgiver giver anledning til udbetaling fra fonden flere gange, vil gebyret stige til 40 procent anden gang og herefter 50 procent af den samlede løn.
Gebyret kan også kræves af en virksomhed uden ansatte, hvis denne er dansk hvervgiver. Privatpersoner, der er hvervgivere, kan ikke pålægges et gebyr.