Håndværkere kan risikere at blive udsat for det sundhedsskadelige kemiske stof PCB, når de skal udskifte eller nedrive bygningsdele. Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at de ansatte er beskyttet korrekt mod PCB. Læs her, hvordan I gør.
Undersøg, om der er PCB i bygningen
Inden arbejdet begynder, skal I undersøge, om bygningen indeholder PCB. Hvis der er PCB i bygningsdelene, skal I skrive en plan for, hvordan I vil udføre arbejdet, så I ikke risikerer at blive udsat for PCB.
Krav om oplæring og instruktion
Arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte får særlig oplæring og instruktion, hvis de skal håndtere bygningsdele med PCB. Det gælder fx, når I skal udskifte vinduer, fjerne gummiagtige fuger og maling, og når I skal udtage termoruder.
Undgå kontakt med PCB
PCB må ikke komme på huden, ligesom I skal undgå at indånde dampe, røg eller støv. Brug udsugning, åndedrætsværn, handsker og overtræksdragt. Sørg også for afdækning og grundig rengøring med støvsuger (klasse H).
Vær også opmærksom på ikke at sprede PCB til andre. Husk god personlig hygiejne, fx vask af hænder og ansigt og at tage et bad, når I er færdige med dagens arbejde. Tag ikke overtræksdragter med ind i skuret.
Affald
Når I skal opbevare PCB-affald, er det vigtigt, at det sker forsvarligt, så I ikke bliver udsat for sundhedsskadelig påvirkning. Affaldet skal opbevares i en helt tæt beholder og mærkes med teksten: ”Indeholder et stof, der er omfattet af dansk arbejdsmiljøregulering med hensyn til kræftrisiko.”
Bortskaffelse af affald skal ske efter reglerne i miljølovgivningen. Kontakt den lokale kommune.
Beskyt jer mod PCB
Når I skal udtage dørkarme
Inddæk arbejdsstedet med plast. Vurder behovet for mekanisk ventilation og undertryk.
Når I skal udskifte vinduer
Støv og affald skal samles op. Inddæk arbejdsstedet med plast, hvis det er nødvendigt.
Når I skal udtage termoruder
Afdæk gulve med plast og spær af.