Arbejdstilsynet fører tilsyn med alle virksomheder i Danmark. Her får du svar på, hvordan et tilsynsbesøg foregår, og hvilke beføjelser Arbejdstilsynet har.
Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet og arbejder for et sundt og sikkert arbejdsmiljø på virksomhederne i Danmark. Det sker blandt andet ved, at Arbejdstilsynet fører tilsyn med virksomhederne og formidler arbejdsmiljøfaglig viden.
I Danmark skal arbejdsmiljøproblemer forebygges og løses af virksomhederne i et samarbejde mellem arbejdsgivere og ansatte. Men det er arbejdsgiverens ansvar, at reglerne om arbejdsmiljø overholdes.
Hvordan foregår et tilsynsbesøg?
Arbejdstilsynet fører både tilsyn med danske og udenlandske virksomheder, som udfører opgaver i Danmark. Grundlaget for tilsynet er altid den danske arbejdsmiljølov. De tilsynsførende går rundt på virksomheden og vurderer, om arbejdsmiljøet er i orden. De ser fx på ergonomi, støj og på risikoen for ulykker.
Arbejdstilsynet kontrollerer også, at udenlandske virksomheder har foretaget anmeldelse til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), og at den er korrekt.
Tilsynsbesøg vil ofte blive gennemført uden varsel.
I Danmark reguleres løn- og arbejdsvilkår af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive overenskomster. Derfor er dette ikke noget, Arbejdstilsynet vil se på i forbindelse med tilsynet.
Arbejdstilsynets reaktioner
Hvis Arbejdstilsynet på et tilsynsbesøg konstaterer, at en virksomhed ikke lever op til lovens krav, vil Arbejdstilsynet påbyde virksomheden at sikre, at loven bliver overholdt.
I særlige tilfælde kan Arbejdstilsynet også forbyde, at der arbejdes videre, indtil arbejdsmiljøproblemet er løst. Arbejdstilsynet har også mulighed for at pålægge en virksomhed en bøde, hvis der er tale om overtrædelse af klare og velkendte regler.
Arbejdstilsynet kan vælge at komme igen efter et tilsynsbesøg for at kontrollere, om virksomheden har efterkommet påbud fra det tidligere besøg.
Tilsyn vil altid foregå i kombination med dialog og vejledning for at sikre, at virksomhederne kan forstå, hvorfor Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdsmiljøreglerne ikke er overholdt, og hvordan der eventuelt kan arbejdes videre med at løse arbejdsmiljøproblemerne.
Materialer på andre sprog
Samlet oversigt over Arbejdstilsynets materialer på andre sprog