Spring over hovedmenu

Information om dansk arbejdsmiljø

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet og arbejder for et sundt og sikkert arbejdsmiljø på virksomhederne i Danmark. Det sker blandt andet ved, at Arbejdstilsynet fører tilsyn med virksomhederne og formidler arbejdsmiljøfaglig viden.

I Danmark skal arbejdsmiljøproblemer forebygges og løses af virksomhederne i et samarbejde mellem arbejdsgivere og ansatte. Men det er arbejdsgiverens ansvar, at reglerne om arbejdsmiljø overholdes.

Arbejdstilsynet er til stede i hele landet, bl.a. i de tre regionale tilsynscentre i København, Kolding og Hadsten. Tilsynscentrene er bemandet med tilsynsførende, der har branchekendskab inden for bl.a. bygge- og anlægsområdet, landbrug, fødevarer og rengøring.

Tilsyn på udenlandske virksomheder

Arbejdstilsynet fører både tilsyn med danske og udenlandske virksomheder, som udfører opgaver i Danmark. Grundlaget for tilsynet er altid den danske arbejdsmiljølov. De tilsynsførende går rundt på virksomheden og vurderer, om arbejdsmiljøet er i orden. De ser fx på ergonomi, støj og på risikoen for ulykker.

Arbejdstilsynet kontrollerer også, at udenlandske virksomheder har foretaget anmeldelse til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) og at den er korrekt.

Tilsynsbesøg vil ofte blive gennemført uden varsel

I Danmark reguleres løn- og arbejdsvilkår af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive overenskomster. Derfor er dette ikke noget Arbejdstilsynet vil se på i forbindelse med tilsynet.

Arbejdstilsynets reaktioner

Hvis Arbejdstilsynet på et tilsynsbesøg konstaterer, at en virksomhed ikke lever op til lovens krav, vil Arbejdstilsynet påbyde virksomheden at sikre, at loven bliver overholdt.

I særlige tilfælde kan Arbejdstilsynet også forbyde, at der arbejdes videre, indtil arbejdsmiljøproblemet er løst. Arbejdstilsynet har også mulighed for at pålægge en virksomhed en bøde, hvis der er tale om overtrædelse af klare og velkendte regler.

Arbejdstilsynet kan vælge at komme igen efter et tilsynsbesøg for at kontrollere, om virksomheden har efterkommet påbud fra det tidligere besøg.

Tilsyn vil altid foregå i kombination med dialog og vejledning for at sikre, at virksomhederne kan forstå, hvorfor Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdsmiljøreglerne ikke er overholdt, og hvordan der eventuelt kan arbejdes videre med at løse arbejdsmiljøproblemerne.

Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT)

Udenlandske virksomheder, som arbejder midlertidigt i Danmark, skal anmelde virksomheden og dens opgaver til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). Det gælder både udenlandske virksomheder med ansatte og selvstændige uden ansatte. Anmeldelsen kan foretages på dansk, engelsk, tysk og polsk.

Læs mere om Registret for Udenlandske Tjenesteydere

Anmeld til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (på dansk, engelsk, tysk og polsk)

Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

Udstationerede arbejdstagere, der skal arbejde midlertidigt i Danmark, skal have de nødvendige kvalifikationer for at udføre deres arbejde. Hvis kvalifikationerne er erhvervet i udlandet, skal de på nogle arbejdsområder anerkendes af Arbejdstilsynet, mens det på andre områder er arbejdsgiverens ansvar at sikre sig, at kvalifikationerne er til stede. Bemærk, at kvalifikationerne skal være anerkendt, inden arbejdet går i gang.

Læs mere om reglerne for anerkendelse og find formularen

Anmeld en arbejdsulykke

Som arbejdsgiver har du pligt til at anmelde en arbejdsulykke. Det gælder også, hvis du har en udenlandsk virksomhed, der midlertidigt udfører arbejde i Danmark.

Hvis virksomheden har dansk CVR-nummer, skal du anmelde arbejdsulykker digitalt i anmeldesystemet EASY, som findes på virk.dk. (Dansk).

Anmeld i Easy

Udenlandske virksomheder, uden dansk CVR, kan bruge en særlig indgang på virk.dk. (Dansk). Her skal virksomhedens RUT-nummer oplyses.

Anmeld arbejdsulykke som arbejdsgiver uden CVR-nummer

Læs mere om anmeldelse af arbejdsulykker

Anmeldelse til Produktregistret

Alle virksomheder, der importerer eller producerer farlige kemiske produkter til professionelt brug i Danmark, skal anmelde produkterne til Produktregistret. Det gælder også, hvis en virksomhed medtager farlige kemiske produkter til eget brug i Danmark. Anmeldelsen skal være foretaget senest en måned efter importen.

Læs mere om Produktregistret

Anmeld til Produktregistret (på dansk og engelsk)

Har du spørgsmål?

Kontakt Arbejdstilsynet
Telefontid
Mandag - torsdag: 8 - 15
Fredag: 8 - 14

+45 70 12 12 88
at@at.dk